Nyheder

Hvad rører sig i den flydende del af fødevarebranchen

Europæisk samarbejde om nyt labelsystem

Om lidt er det slut med at knibe øjnene sammen for at prøve at læse det med småt, når du står med en flaske i hånden i supermarkedet. SpiritsEurope er nemlig i samarbejde med CEEV (Comité Européen des Entreprises Vins) ved at lancere en digital label i form af en QR-kode, der henviser til et website, hvor man kan læse information om flaskens næringsindhold, ansvarligt indtag af alkohol, mm. På denne måde kan man have plads til meget mere tekst, end hvis alt skulle være på en fysisk label. (Fødevarewatch).

 

Vestfyen spiser kirsebær med de store

Nogle vil nok mene, at den amerikanske bryggerigigant Molson Coors og danske Vestfyen fra Assens er et umage par. Men Fyn er fin, hvis man spørger Molson Coors, og samarbejdet er i hvert fald en kendsgerning vi vil opleve resultaterne af i de kommende måneder. Molson Coors vil give os flere nye øl på det danske marked, og dermed  samtidig styrke Vestfyens position (Fødevarewatch.dk).

 

Corona-stilheden er slut
Hos Sprit & Co kan man mærke, at der nu igen er fuld skrue på barer og caféer i både Danmark og Europa. Spiritusgrossisten melder om stor efterspørgsel på gin og rom siden genåbningen, og en generel stigning i salget – specielt i den del af varesortimentet, der henvender sig til barer. Det kunne tyde på, at mange mennesker har noget, de skal indhente, og det er vel heller ikke helt forkert.

 

Sundhedsstyrelsen nuancerer

Omkring 2010 lærte vi, at 21 genstande om ugen var det anbefalede maximale alkoholindtag for mænd, 14 genstande for kvinder. Men det ser nu ud til at være det, man kalder ”en sandhed med modifikationer”. I alt fald melder Sundhedsstyrelsens enhed for forebyggelse og ulighed nu, at der er nye anbefalinger på vej. Det skriver Ritzau d. 6. oktober. I de nye anbefalinger er der lagt op til to anbefalede grænser for alkoholindtag: Holder man sig som mand under 14 genstande om ugen (7 for kvinder) har man lav risiko for at pådrage sig en alkoholrelateret sygdom. Indtager man derimod  ugentligt over 21 genstande som mand og 14 genstande som kvinde, har man høj risiko for at pådrage sig en alkoholrelateret sygdom. Det nye bliver altså, at selvom man holder sig under de nuværende anbefalede grænser for alkoholindtag, har man stadig en vis risiko for at pådrage sig en alkoholrelateret sygdom. De nye anbefalinger vil blive lanceret, når de har været sendt i høring.

 

Den grønne bølge rammer vinbranchen

100 % økologi allerede i 2023. Det er målet for Vinovenue, der har haft 22% vækst i salget af økovin i perioden 2019-2020. Samtidig mærker de en tydelig tendens hos yngre producenter til at lægge vægt på en pesticid-fri dyrkning (Fødevarewatch).